Patientforeninger eller lamperøg?

Af Claus Hancke, 1995

Patient betyder tålmodig. Ak ja. Man må undre sig over, at det stadig går godt. - At befolkningen stadig finder sig i det.

Det er utroligt i 1995, at der endnu ikke er rejst en massiv folkelig protest imod offentlige myndigheders holdning til befolkningens behov for information om miljø- og sundhedsmæssige belastninger i vore daglige omgivelser.

Og det er utroligt, at befolkningen finder sig i at få knægtet sin frihed til selv at kunne bestemme over eget helbred og egen helbredelse. - Men det varer måske heller ikke så længe endnu.  

Danmark er et foreningernes land. Blot vi har en fælles mærkesag for 25 mennesker, så danner vi en forening. Og det er der jo egentlig noget meget positivt i. Det er demokratiets rødder, og herfra opinioner undfanges, spirer og stundom blomstrer.

Det er livgivende for et samfund, at en gruppe borgere finder sammen og på denne måde kan være retningsgivende for udviklingen inden for et bestemt område.

Imidlertid kan det være overordentligt besværligt for den etablerede magtelite, hvis en sådan forening stiller krav, eller har meninger, der kolliderer med magtens interesser. 

En sådan forening må derfor være overmåde på vagt, hvis magteliten begynder at fatte interesse for medlemskab. Denne vil nemlig meget hurtigt kunne gøre sig uundværlig ved sin blotte viden eller magt, og naturligt sætte sig på ledende poster i foreningen, og inden længe har en sådan person sat sig på formandsposten.

Når pressen og medierne derefter skal forhøre sig om foreningens mening om en sag, er det helt naturligt at det er formanden, der bliver interviewet. 

Denne vil nu som repræsentant for magteliten kunne afdæmpe foreningens initialt progressive holdning og give sine egne synspunkter en vægt, som blot yderligere vil konsolidere magthavernes interesse, skjult bag et stænk idealisme båret af foreningens oprindelige målsætning. Og det var jo ikke lige det, der var meningen, da man stiftede sin forening.

Således går det desværre med mange foreninger rundt omkring. Der er en vældig dynamik i de første år, men derefter bliver foreningen mere og mere bovlam, og til sidst fuldstændigt tandløs.

Et lidt mere fredeligt eksempel er de såkaldte "patient-foreninger" som for eksempel Hjerteforeningen, Kræftens bekæmpelse og mange mange andre.

Man kalder dem patientforeninger, men er de det? Er det ikke lige så meget lægeforeninger?

De såkaldte patientforeninger har fra deres tidligste undfangelse erkendt, at de ikke kunne undvære lægernes viden på bestyrelsesniveau, og mange patientforeninger har endda valgt en læge som formand.

Der er naturligvis tale om gode og ordentlige mennesker, som udfører et stort og tit uegennyttigt arbejde for den pågældende forening. - Det er slet ikke dér problemet er. 

Problemet ligger i interessekonflikten, som kan være fuldstændig ubevidst for både foreningen og den pågældende lægelige formand, det være sig for Kræftens bekæmpelse, Hjerteforeningen eller en af de mange andre "patientforeninger".

Når disse foreninger udtaler sig, er det mærkeligt nok aldrig patienternes mening, man hører. Det er altid formandens (en læges) mening, man hører.

Men er der virkelig altid interessesammenfald? Har patienter og læger altid samme syn på en sag?

Kunne man ikke tænke sig, at patienterne havde en anden mening om en sag end lægerne?

Kan man altid være tryg ved, om en sådan patientforening varetager patienternes eller lægernes interesse ved dens rådgivning til patienterne?

I en "patientforening", hvor en lægelig formand støttes af læger i bestyrelsen, vil det teoretisk set være umuligt for bestyrelsens lægfolk at argumentere imod en given mening fra lægeside. Og det er betænkeligt.

Det vil for eksempel kunne lægge en komfortabel dæmper på den samlede patientgruppes kritik af deres læger. Er det hensigtsmæssigt for en "patientforening"?

Er det ikke ved at blive et etisk problem med denne paradoksale vægt af læger i spidsen for en lang række "patientforeninger"?

Det er således glædeligt at konstatere, at der retfærdigvis også er undtagelser fra denne udvikling, nemlig egentlige, ægte patientforeninger, hvor man ikke har læger (eller tandlæger) i bestyrelsen.

Disse foreninger forbeholder sig på den måde retten til frit at kunne kritisere, der hvor de finder det nødvendigt. Det er patientforeninger som for eksempel Tidslerne, Foreningen mod skadeligt dentalmateriale og EDTA-patientforeningen.

Nyeste skud på stammen er en regulær borgerrettighedsbevægelse, inspireret af den succesrige amerikanske bevægelse "Citizens for Health".

Dens hovedsigte er at sikre den menige dansker retten til fri og usminket information om de sundhedsmæssige belastninger han udsættes for. Desuden skal han sikres ret og frihed til at kunne forsvare sit helbred mod disse belastninger, og han skal selv kunne bestemme, hvem han vil have til at hjælpe sig, hvis han skulle blive syg.

Foreningen, som hedder "MayDay", holdt sit første medlemsmøde søndag den 24. september 1995 på Nyborg Strand.

Et godt råd til den ny forening: Vær partipolitisk neutral, og brug os læger som rådgivere, ikke som beslutningstagere. Træf jeres beslutninger suverænt og kun med tanke på jeres medborgeres ve og vel.

Man må inderligt håbe, at foreningen MayDay vil kunne få samme succes som i USA, hvor det i 1994 blandt andet lykkedes at sikre befolkningen fri adgang til at købe de nutrienter, vitaminer og kosttilskud, som man nu er ved at fjerne fra hylderne i butikkerne i Danmark.

Den selv samme lovgivningsmagt, som ikke en gang formår at sikre os et rent miljø eller uforurenede fødevarer, er nu i gang med at fjerne den enkelte borgers mulighed for at beskytte sit helbred imod uforskyldte angreb udefra.

Mayday, mayday...