Af Claus Hancke, Formand for Scandinavian Board of Chelation Therapy, 2002

EDTA-Chelation-behandling som medicinsk metode til fjernelse af åreforkalkning, har i årenes løb skånet mange mennesker for amputation af et ben eller for en hjerte-karoperation, samt givet mange forkalknings-patienter en bedre livskvalitet.

Efter at vi nu har anvendt metoden her i Danmark i mere end 15 år, er det måske tid at gøre status.

Stort set fra den tidligst start har vi været under angreb fra den lægefaggruppe, der har følt sig trådt i haserne, nemlig karkirurgerne. De har konstant søgt at misrekommandere EDTA-behandlingen, og det med overordentligt ufine metoder. Man har ikke blot beklikket vor seriøsitet, men endog inddraget notorisk usand information til befolkningen.

Disse dybt useriøse angreb fra en konkurrerende faggruppe, har optaget så stor en del af de første 15 år, at det bør beskrives særskilt, også for at nytilkomne læsere kan forstå de metoder, der har været søgt anvendt for med al magt at forholde syge mennesker denne fremragende behandling. 

I det følgende gives et komprimeret tidsforløb, som måske kan vise lidt af de metoder, danske karkirurger har benyttet for at lægge hindringer i vejen for EDTA-behandlingens udbredelse i Danmark, samt vor kamp for at få tilbagevist deres misinformation af den danske befolkning og lægestand. 

1987: 

EDTA-Chelations-behandling påbegyndes i Danmark (efter 30 år i USA). 

1988: 

Politisk opmærksomhed fra SF på, at behandlingen gives af private læger. 

1988: 

Politisk opfordring til videnskabelig undersøgelse.

Marts-Maj 1989:

Karkirurgisk Selskab planlægger et forsøg med ren EDTA.

17/3 1989: 

Knut Flytlie (KF), som af Vejle Amt var udpeget til at deltage i undersøgelsen (som EDTA-kyndig læge), skriver til kirurgerne at deres metode er forkert, og han tilsender dem protokollen for den rette behandling. Den ønsker de imidlertid ikke at benytte, og KF bliver hægtet af  undersøgelsen. 

2/10 1989: 

Claus Hancke (CH) skriver i Ugeskrift for læger at kirurgernes forsimplede EDTA-behandling er forkert, at den ikke virker, og at den kan have bivirkninger.

Juni 1990: 

Forsøget er slut, og en karkirurg (Juul Jørgensen(JJ)) nedgør EDTA-behandling i TVA og siger der, at de har undersøgt den behandling, vi anvender, og at den ikke virker.

Juni 1990: 

CH klager til DADL (Lægeforeningen) over JJ's misinforma-tion af befolkningen.(Resultatløst.) 

1990-91: 

Klage til- og korrespondance med Lægeforeningens etiske Råd. (Resultatløst.) 

25/11 1992: 

Klage til Statens Lægevidenskabelige Forskningsråds Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). 

Sept.1993: 

CH+KF publicerer i Journal of Advancement in Medicine en undersøgelse af den korrekte behandling på 470 patienter med 80-90% succesrate. Dette harmonerer med en samtidigt publiceret metaanalyse af behandlingen på 22.000 patienter med en succes-rate på 88 %. 

13/1 1994: 

Røgslør fra UVVU, som ikke tager stilling til det, vi har klaget over, nemlig sandheds-værdien i publikationen af studiet. 

1994: 

Lang korrespondance frem og tilbage med UVVU. (Resultatløst.) 

Jan.1995: 

Kronik i Ugeskrift for læger af JJ. Misinformation + nedgørelse af EDTA-behandling. 

Marts1995: 

Imødegåelse fra KF+CH i Ugeskrift for læger med et "ikke-svar" af JJ i samme nummer. 

Marts1995: 

Ny imødegåelse sendes til Ugeskriftet. 

Maj1995: 

Ugeskriftet meddeler efter to måneder, at de ikke vil optage vort indlæg. 

Maj1995: 

KF+CH gør Ugskriftet opmærksom på, at vi betragter det som ren censur. (Ny redaktion publicerer det i 1997.) 

Juli 1995: 

CH opfordres af patienter til at undersøge, om vi kan få misinformationen afdækket ad rettens vej. 

Aug. 1995: 

Advokat (Jesper Berning) vurderer, at det kan vi.
          (fortsættes --> se: "Nov.-95")  

22/9 1995: 

Karkirurgernes studies hovedforfatter, Bernadette Guldager (BG) forsvarer nu en PhD-afhandling lavet over studiet. Opponenter er bl.a. studiets egen statistiker, en professor i karkirurgi samt Steen Stender. Patientforeningen er til stede ved det farceagtige forsvar. 

13/10 1995: 

KF+CH gør indsigelse mod PhD-afhandlingen og påpeger 75 fejl, herunder 4 klare usandheder, som der føres bevis for i indsigelsen. 

30/11 1995: 

Odense Universitet svarer, at "alle regler er overholdt". 

26/3 1996: 

KF+CH rykker for svar fra øvrige. 

11/4 1996: 

UVVU bekræfter blot modtagelsen af vor indsigelse (uden at gøre noget). 

17/4 1996: 

Opponent (Steen Stender) svarer, at vi hellere skal bruge vor energi til at føre bevis for effekten af EDTA-behandling. 

29/1 1997: 

Svar på indsigelsen fra Undervisningsministeriet, at de blot betragtede det som en orientering. Stadig intet svar fra den karkirurgiske opponent. 

Nov. 1995: 

Vor egen fagforening DADL (Lægeforeningen) søges om financiel støtte til at vi kan føre sag for at få sandheden frem i denne sag. (- Det bør dog også være i DADL´s interesse.) 

Dec.-Jan. 1995:

DADL rykkes to gange for svar. - Ingen reaktion.  

19/1 1996: 

Vi (Scandinavian Board of Chelation Therapy) stævner herefter JJ+BG i en mortifikationssag for at få kendt deres udsagn dødt og ubeføjet. Byretten anmodes om at sende sagen videre til Østre Landsret, da den har almenhedens interesse. 

22/1 1996: 

Advokat Steen Bech meddeler vor advokat, at han af vor egen fagforening DADL (Lægeforeningen) er stillet til rådighed for de indstævnede. 

De indstævnede påstår ikke frifindelse, men afvisning. De ønsker, at Landsretten skal afvise at behandle sagen og i stedet sende den tilbage til DADL's kollegiale instanser (- hvor den allerede har været behandlet). 

Maj 1996: 

Man enes om at mødes i Østre Landsret til såkaldt formalitetsprocedure om dette spørgsmål d. 20/9-96. 

Aug. 1996: 

Få uger før mødet meddeler de indstævnede, at de forresten alligevel ikke kan den dag. Da Landsretten har lange ventetider betyder den sene afmelding, at mødet så først kan finde sted d. 3/2-97. 

3/2 1997: 

Formalitetsprocedure i Østre Landsret. 3 dage efter meddeler Landsretten, at man tager lægeforeningens og karkirurgernes påstand til følge og afviser at realitetsbehandle sagen, da man mener, at den kræver lægevidenskabelig indsigt at behandle. 

21/2 1997: 

Vi beslutter at anker til Højesteret. Alt dette vil naturligvis koste penge, men hovedformålet må være, at et usandt udsagn ikke må kunne stå til troende i årevis. En usandhed, som går ud over hundredetusinder af syge mennesker, har vi alle en pligt til at søge gendrevet, og det med alle til rådighed værende midler. 

29/5 1998: 

Formalitetsprocedure i Højesteret. 

4/6 1998: 

Højesteret giver os medhold. Landsrettens dom ophæves, og sagen sendes tilbage til Landsretten. 

99-2000: 

Forberedelser til selve sagen i Østre Landsret.

28/6 2001: 

Karkirurgerne frifindes. 

Landsretten konkluderer blandt andet, at det står klart, at de sagsøgte ikke har brugt samme behandlingsmetode som EDTA-lægerne, og det står ligeledes klart, at de sagsøgte offentligt har hævdet, at de har brugt EDTA-lægernes behandlingsmetode. 

Imidlertid har de "uafhængige" vidner Torben Schrøder og Steen Stender ikke haft nogen indsigelse mod det karkirurgiske forsøg, og derfor må retten anse forsøgets konklusion som korrekt.

Retten negligerer fuldstændigt de to eneste uafhængige vidner, nemlig Jørgen Clausen og til dels Jens Peter Kampmann, som begge kom til den modsatte konklusion. Begge de sagsøgte blev herefter frikendt.

7/7-01: 

Dommen ankes til Højesteret. 

11/12 2002: 

Højesteret stadfæster dommen. EDTA-lægerne havde ønsket, at få slettet den misinformation, der var spredt i lægestanden, blandt politikere og i befolkningen. 

Dette har Højesteret ikke ønsket, og herved er skabt den besynderlige situation, at man kan udtale sig om én behandling, på grundlag af et forsøg man har lavet af en helt anden behandling.

Desværre er det ikke muligt at gå tilbage og efterprøve deres forsøg, idet de sagsøgte angiver at have destrueret forsøgets rådata. Noget som i videnskabelige kredse er uhørt, og som i andre civiliserede lande er direkte strafbart.  

Danske EDTA-læger har fået stadfæstet, at det ikke er vor behandling, de sagsøgte har lavet forsøg med, og det var angiveligt heller ikke meningen, men de sagsøgte har altså ikke skullet trække deres urigtige udsagn tilbage.

Det bliver interessant at høre, hvad udenlandske forskere siger til denne konklusion.

Sagen er enestående i dansk retshistorie, da det er første gang en domstol har taget stilling til, hvad man kan tillade sig at sige offentligt om en medicinsk behandling, som man ikke har undersøgt.

Men hvad er det da ved denne behandling, som i den grad generer den ortodokse lægestand?

Jeg har i den næste afsnit søgt at sammenfatte og koncentrere de vigtigste forklaringer på den manglende accept:

Der er ikke patent på medicinen. (- Dermed er der heller ikke megen økonomi til forskning.)   

Det er for effektivt. (- Det kan ikke passe, ingen medicin kan hjælpe 80% af åreforkalkningspatienter.)  

Det er for ufarligt. (- En kronisk, progressiv, dødelig sygdom kan umuligt bedres ved en ufarlig behandling.) 

Der er for få bivirkninger. (- Umuligt. Ny medicin har altid bivirkninger.) 

Metoden er for billig. (- Vælter hele sundhedssystemets budgetter. En kur på 30 behandlinger koster det samme som 4 dages sygehusindlæggelse.) 

Metoden er lavteknologisk. (- Ikke i tidens trend. - Ikke "fint". Må vi bede om nogle nye scannere.) 

Behandlingen kan gives decentralt. (- Uinteressant for hospitalsvæsenet.) 

Behandlingen kan frigøre kirurgisk kapacitet. (- Uinteressant for kirurgerne.)   

Behandlingen kan fjerne ventelister. (- Ikke godt for bevillingshungrende afdelinger.) 

Metoden har hjulpet mange patienter efter mislykkede operationer. (-Operationer mislykkes ikke.) 

Metoden er opfundet af "græsrødderne" (praktiserende læger). (- Ikke godt for de ortodokse professorale koryfæer.) 

Metoden er aktivt modarbejdet af det ortodokse "establishment". (- Ikke godt for karkirurgerne. - Der er sagt og skrevet for meget, som det vil blive svært at hale i land igen.) 

Behandlingen er først beskrevet i "ikke anerkendte" tidsskrifter. 

(- Ikke godt for de "anerkendte" tidsskrifter, som derfor à priori vil tage afstand fra metoden.)

Hvis man kunne nøjes med at operere de 15-20 %, der ikke har tilstrækkelig effekt af EDTA-Chelation, ville der kunne frigøres betydelige midler i sygehussektoren, som så kunne bruges til at hjælpe befolkningen med operation af hofter, åreknuder, hæmorroider, brok og stær.

Det giver desværre ikke lægestanden den samme helteglorie, som de højteknologiske prestigeoperationer, - men det giver befolkningen livskvalitet (- og dermed liv).

En behandling som EDTA-Chelation er faktisk så risikofri, at selv sunde og raske mennesker kan tage den forebyggende, for at skille sig af med tungmetaller i kroppens celler.

Behandlingen kan bedst beskrives som en slags "cellulær økologi".

I det 21.århundrede vil kirurgisk behandling af livsstilsygdomme være håbløst forældet. "Gas- og Vandmester"-teknikken vil blive afløst af biologiske metoder, som kan genskabe et økologisk cellemiljø i vore organer.

Når lægestanden halter bagefter, som det er tilfældet i dag, så må vi prøve at gøre en indsats for at få hjulene i gang. Men en gang imellem kan det være svært at råbe så højt, at det høres helt ind på pyramidens top.

Det er egentlig lidt skuffende, at man er nødt til at gøre vold på sin kollegiale loyalitet over for det medicinske "establishment", hvis man som sit højeste mål sætter sine patienters ve og vel.

Lyngby d. 11. december 2002